Indflytning

Hvis du flytter ind i en af vores boliger, så er der en række ting, du skal vide.

 

Hvis du allerede har fået kontrakt på en bolig, så anbefaler vi, at du også læser det følgebrev, du modtog sammen med kontrakten. Her står alt den vigtige information, der er specifik for indflytning i lige præcis din bolig.

 

Hvis du endnu ikke har fået en bolig, men bare gerne vil vide lidt om, hvordan indflytning foregår, så kan du læse lidt om det her.

Betaling af depositum

keyboard_arrow_right

Når du får en bolig, skal du betale et depositum. Fristen for at betale depositum vil altid være en måned før indflytningsdatoen, med mindre du får en kontrakt mindre end en måned før indflytningsdatoen. Hvis depositum ikke er betalt til tide, vil Kollegieboligselskabet kunne ophæve din kontrakt. Det er derfor utrolig vigtigt, at du tager kontakt til os, hvis du ikke er i stand til at betale i tide. Så er det måske muligt, at vi kan finde en fælles løsning på det. Du modtager en kvittering via e-mail, når dit depositum er betalt.

Afhentning af nøgler

keyboard_arrow_right

Når du får en bolig, skal du også have et sæt nøgler, så du kan flytte ind. Du kan hente nøglerne på vores kontor indenfor vores åbningstid på den dato, hvor du har indflytning. Hvis indflytningsdatoen falder på en weekend eller en helligdag, kan du hente nøglerne den sidstkommende hverdag inden indflytningsdatoen. Dvs., at hvis indflytningsdatoen falder på en søndag, kan du hente nøglerne og flytte ind allerede om fredagen.

Med undtagelse af dette er det som udgangspunkt ikke muligt at hente nøglerne før indflytningsdatoen.

Indflytningssyn

keyboard_arrow_right

Når du flytter ind i en bolig, vil du blive indkaldt til et indflytningssyn. Du modtager indkaldelsen omkring en uge før din indflytningsdato. Synet vil tidligst kunne finde sted på din indflytningsdato, men vil højest sandsynligt komme til at ligge 7-14 dage efter din indflytningsdato.

Formålet med indflytningssynet er at undersøge, om der måtte være nogen fejl eller mangler i boligen. Ved synet vil du sammen med varmemesteren gennemgå boligens stand. Boligens stand bliver dokumenteret på en indflytningsrapport, som du modtager på e-mail, når indflytningssynet er afsluttet.

Hvis du eller en stedfortræder ikke er tilstede i boligen på tidspunktet for gennemførelse af indflytningssynet, vil varmemesteren afholde indflytningssynet uden dig ved at gå ind i din bolig. Det er ikke muligt at ændre tidspunktet for indflytningssynet.

Digital fuldmagt

keyboard_arrow_right

Ved indflytning kan det være nødvendigt for os at få en fuldmagt fra dig. Det kan f.eks. være tilfældet, hvis du ikke selv kan deltage i dit indflytningssyn eller selv kan afhente dine nøgler. I disse situationer skal vi bruge en fuldmagt, så en anden person kan stå i dit sted.

For at gøre det nemmere for dig, har vi lavet en digital fuldmagt, som du kan udfylde og underskrive nedenfor, så vi får besked med det samme om, hvem der kommer i stedet for dig. Husk at personen skal medbringe et gyldigt billede-id.

Udfyld og send digital fuldmagt

Returnering af kontrakt

keyboard_arrow_right

Når du modtager en kontrakt fra os, så skal vi have en underskrevet kopi retur indenfor den angivet tidsfrist. Du vil modtage en e-mail med et link til kontrakten fra Penneo. For at underskrive kontrakten skal du følge dette link og underskrive med MitId. Kontrakten er først modtaget og godkendt af Kollegieboligselskabet, når du modtager en underskrevet kopi af kontrakten via e-mail fra kbs@kollegieboligselskabet.dk.

Ændring af adresse

keyboard_arrow_right

Inden du flytter ind, skal du huske at ændre din adresse - både ved kommunen og hos PostNord.
Hvis du flytter fra én dansk adresse til en anden, skal du melde flytning til Odense Kommune senest 5 dage efter din flytning - ellers kan kommunen give dig en bøde på 600 kr.

Du kan ændre adresse ved kommunen via Borger.dk

Vær opmærksom på forbrug

keyboard_arrow_right

Når du får en kontrakt på en bolig, vil det af denne fremgå, hvordan du bliver opkrævet for forbrug af el, vand og varme.


Du skal være opmærksom på, at du ikke selv skal tilmelde dig hos nogen forsyningsselskaber. Det sørger Kollegieboligselskabet for. Du skal dog huske at framelde dig hos forsyningsselskabet, som leverer, hvor du bor nu.


Ved nogle afdelinger bliver el afregnet direkte til EnergiFyn. Du skal dog være opmærksom på, at du ikke selv skal tilmelde dig – det gør Kollegieboligselskabet for dig. Herunder kan du se en liste over de afdelinger, hvor el bliver afregnet direkte til EnergiFyn:

  • J. B. Winsløvkollegiet
  • Munke Mose Park
  • Pjentedamsgadekollegiet
  • Lindekollegiet
  • Cortex Park
  • Bikuben Kollegiet