Så er det blevet tid til dette års studiepraktik på SDU. Hos Kollegieboligselskabet sætter vi en ære i at give dig som potentiel kommende studerende alle de informationer, som du kunne få brug for om din mulige boligsituation, inden du skal tage en beslutning om dit fremtidige studie.
På denne side finder du informationer om vores boligselskab samt om Studiebolig Odense, som er en fællesportal for boliger ejet eller administreret af Kollegieboligselskabet og Kristiansdal. Du får desuden informationer om, hvordan vi prioriterer vores ansøgere etc. Så vi anbefaler på det kraftigste, at du gemmer denne side, så du kan vende tilbage til den senere.
Hvem er Kollegieboligselskabet?
Kollegieboligselskabet fik sin start i 1973. Igennem årerne er vi vokset og har i dag 2.081 boliger fordelt på 13 afdelinger, som vi ejer, og 4 afdelinger som vi administrerer.
Kollegieboligselskabet er et alment boligselskab og er derfor non-profit. Det betyder, at den husleje, vores beboere betaler, udelukkende dækker de faktiske omkostninger til administration og vedligeholdelse. Vi tjener altså ikke nogen penge på at drive kollegierne, og det resulterer selvfølgelig også i en lavere husleje for vores beboere.
I 2025 kan alle vores beboere f.eks. se frem til 0% i huslejestigning.
Udover at sikre billige boliger til studerende, sørger Kollegieboligselskabet også for, at der er beboerdemokrati. Det betyder, at du som beboer i en af vores afdelinger indgår i et socialt fællesskab, hvor du har mulighed for at skabe et netværk med dine medbeboere gennem diverse fællesarrangementer.
Gennem beboerdemokrati får du også mulighed for at skabe rammerne for en velfungerende afdeling. Det kan f.eks. være ved at deltage i de årlige beboermøder eller melde dig som bestyrelsesmedlem, hvor du får indsigt i budgetter og driftsøkonomi. Det giver dig uundværlig erfaring i at samarbejde, skabe enighed og stå til ansvar for egne og fælles beslutninger – erfaringer som du kan bruge resten af livet.
Vil du bo på en af Kollegieboligselskabets afdelinger, så tilmeld dig Studiebolig Odense allerede i dag, så du opnår anciennitet. Du kan også følge vores sociale medier, hvor vi løbende giver vores følgere oplysninger om f.eks. ledige boliger. Du kan se vores Facebookside her og vores LinkedIn her.
Hvad er Studiebolig Odense?
Studiebolig Odense er et samarbejde mellem Kollegieboligselskabet og boligselskabet Kristiansdal, som sikrer, at kommende og nuværende studerende nemt kan finde en studiebolig i Odense.
Ved at bruge fællesportalen, studiebolig-odense.dk, får nuværende og kommende studerende et samlet sted, hvor de kan se og søge boliger, der har deres interesse. Her kan de også se ledige boliger, som man kan flytte ind i med det samme.
Så skal du til at studere i Odense og mangler et sted at bo, så er Studiebolig Odense stedet for dig!
Prioritering af ansøgere
Ansøgere opdeles i fire prioriteringsgrupper. Denne prioritering er valgt for at tilgodese studerende med det største behov for bolig ved studiestart.
Ansøgere prioriteres på følgende måde:
A. Interne ansøgere
Ansøgere, der har boet i en af Studiebolig Odenses boliger i mere end seks måneder, kan blive intern ansøger.
Du må ikke have opsagt din nuværende bolig, når du anmoder om intern status hos dit boligselskab.
B. Ansøgere med specielle vilkår
Ansøgere, der har specielle dokumenterbare behov, der kræver en speciel bolig.
Læs mere på Studiebolig Odenses hjemmeside inden du kontakter dem, da der er strikse krav til at blive placeret i denne kategori.
C. Nye studerende/studiestartsgruppen
Denne gruppe er en speciel prioriteringsgruppe, der kun er aktiv omkring studiestart. Hvis du ønsker en studiebolig omkring studiestart, så skal du være i denne gruppe.
Læs mere om gruppe C nedenfor.
D. Almindelige ansøgere
Ansøgere, der søger specifikke boliger, og ikke falder i en af de tre ovenstående kategorier.
Alle prioriteringsgrupper gør brug af ventelister. For at opnå den bedst mulige placering på ventelisten, bør du allerede oprette din ansøgning nu. På den måde optjener du anciennitet, som er bestemmende for, hvor hurtigt du modtager boligtilbud. Husk at logge ind på studiebolig-odense.dk mindst én gang pr. 30. dag for at bevare din anciennitet.
Specielt om gruppe C
For at komme i gruppe C skal din ansøgning tilpasses nedenstående krav senest d. 8. august 2025, hvis du ønsker en studiebolig til sommer 2025.
- Du skal søge alle boliger i Odense med en maksimumhusleje på mindst 2.800,- eksklusiv forbrug.
- Der skal være flueben i "søg alt" under "min konto".
- Du må ikke bo i Odense Kommune.
- Din studiestart er efterårssemesteret 2025, dog senest 30. november 2025.
- Ønsket indflytningsdato skal stå til d. 15. august 2025 eller tidligere.
- Ønsket tilbud fra dato skal stå til d. 8. august 2025 eller tidligere.
Regler for gruppe C
Du må ikke have sagt nej til et tilbud, undladt at besvare et tilbud eller afslået en lejekontrakt. Ved et nej ændres din/jeres placering til gruppe D.
Du kan maksimalt have to tilbud liggende, hvor svarfristen ikke er overskredet endnu.
Hvis du bliver optaget senere end fristen for at komme i gruppe C, skal du kunne dokumentere dette, og din ansøgning skal være oprettet senest én uge efter din optagelse, for at kunne komme i C gruppen.
Vi anbefaler, at du læser nærmere om reglerne for gruppe C på Studiebolig Odenses hjemmeside.
Tag-over-hovedet (TOH) garanti
TOH-garantien er Odense Kommunes garanti for, at nye studerende har tag over hovedet ved studiestart (1. september og 1. februar).
Hvis man er berettiget til TOH-garantien, kan Odense Kommune stille en midlertidig bolig til rådighed, indtil du får en permanent studiebolig.
Kravene for TOH er bestemt af Odense Kommune.
- Din ansøgning skal være en aktiv del af gruppe C.
- Du er optaget på en ny uddannelse i Odense i forårs- eller efterårssemestret og kan dokumentere optagelse.
- Du er mellem 18-30 år.
Hvordan gør jeg brug af TOH-garantien?
Hvis du er berettiget til TOH-garantien, og stadig ikke har fået en studiebolig en uge før studiestart (1. september eller 1. februar), skal du aktivt søge om at gøre brug af TOH-garantien.
Dette gør du ved at sende en mail til Studiebolig Odense, Kristiansdal eller Kollegieboligselskabet. Husk at oplyse ansøgningsnummer og vedhæfte studiedokumentation.
Vi anbefaler, at du læser nærmere om reglerne for TOH-garantien på Studiebolig Odenses hjemmeside.
Manger du flere informationer?
Hvis du mangler informationer, er du altid velkommen til at kontakte Studiebolig Odense på deres kontaktformular på studiebolig-odense.dk. Du kan også kontakte Kristiansdal eller Kollegieboligselskabet direkte.